7 gode råd til jobsamtalen

Vær et skridt foran til jobsamtalen

Visse spørgsmål kommer du til at møde igen og igen ved dine jobsamtaler.

Derfor kan du lige så godt forberede dig godt og grundigt på dem.

Kommer du velforberedt ind til en jobsamtale, virker du mere selvsikker, og det medvirker naturligvis til at forbedre dine chancer for at på jobbet. Her får du syv gode råd til, hvordan du svarer på de typiske spørgsmål.

Hvorfor vil du arbejde for os?

Det er vigtigt, at du er op­rigtigt engageret og interesseret i virksomheden. Vis, at du har læst på lektien, og at du allerede ved en masse om din potentielle arbejdsgiver. For virksomheden er det vigtigt at føle sig nøje udvalgt i stedet for blot at være et sted, du har sendt en ansøgning til for at få dine dagpenge. Sørg for at holde øjenkontakt gennem hele samtalen.

Fortæl os lidt om dig selv
Dette er et typisk åbningsspørgsmål, som intervieweren stiller, så han eller hun er i stand til at få et samlet indtryk af dig. Vær personlig, men ikke privat. Og undgå for alt i verden bare at rable hele dit CV af – det har intervieweren ­allerede læst. Du skal kunne fortælle om dig selv på to-tre minutter.

Hvad er dine svage sider?
I stedet for at skamme dig eller feje dine dårlige sider langt ind under gulvtæppet, bør du se dem som dit udviklingspotentiale – de steder, hvor du kan forbedre dig. Tal altid mindre om dine negative sider end om de positive, og vis, at du er villig til at udvikle dig og lære mere om dig selv og andre.

Hvad er dine stærke sider?
Her skal der virkelig tænkes over tingene. Du bør inden samtalen udvælge tre positive hovedegenskaber ved dig selv og fokusere på dem. Er du usikker på, hvad dine stærke sider er, så spørg dine venner, din familie og eventuelle kollegaer, og bed dem om at sætte ord på dig. Vær ydmyg, men stå fast.

Hvor meget skal du have i løn?
Løn kan være et ømtåleligt emne til en jobsamtale. Du bør helst undgå at stille konkrete lønkrav, før du har haft mulighed for at stille flere spørgsmål om arbejdsopgaverne, antal timer, vilkår og betingelser for stillingen. Når du ved mere, kan du sælge dig selv lidt bedre, uden at du virker grådig.

Hvor ser du dig selv om tre, fem eller 10 år?
Det er godt, hvis du viser, at du har tænkt over din fremtid og allerede er begyndt at formulere en vision eller plan. Få endelig sagt, at du sagtens kan forestille dig en langsigtet udvikling i virksomheden, så de ønsker at investere i dig og din kunnen.

Hvorfor skal vi ansætte lige dig?
Intervieweren kræver et gennemtænkt svar på, hvorfor de skal ansatte lige dig, hvis der er flere ansøgere. Her er det vigtigt, at du fremstår som en, der ved, hvem du er, og hvad du kan give virksomheden. Vis vilje og passion. Mange er bange for at sælge sig selv, så øv dig foran spejlet eller vennerne.

Del gerne 🙂
Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Email this to someone
email